LAV DEN TIL EMNE Hjælp dit barn med at få lært de sidste bogstaver

Hjælp dit barn med at få lært de sidste bogstaver

I minipodcasten ’Få overblik over dit barns bogstavkendskab’ fortalte jeg om, hvordan du kan afdække, hvilke bogstaver dit barn endnu ikke er sikker i.

I denne podcast vil jeg give dig gode ideer til, hvordan du hjælper dit barn med at få lært de sidste bogstaver. Det er lidt vigtigt. For hvis hun mangler at kunne f.eks. en fjerdedel af bogstaverne, hvordan skal hun så komme i gang med læsningen? Det går ikke, når nogle af byggestenene mangler.

Det vil sige, at hvis du forventer at hun kan begynde at læse i bøger inden bogstaverne er rimeligt indlært – så kommer der gættelæsning ud af det.

Rimeligt indlært skal forstås på den måde, at dit barn de fleste gange kan sige, hvilket bogstav det er, når du viser hende et bogstav. Dog behøver du ikke medregne x, z, w og q – de er så sjældne, at de ikke tæller i denne sammenhæng.

Der er også et forbehold med b og d. Mange børn har svært ved at lære at skelne dem ad, fordi de egentlig er ens, bare spejlvendt af hinanden. Det kan tage lang tid at få det indlært, og I kan godt gå i gang med at læse i bøger alligevel.

Vi skal i gang med træningen – her kommer nogle helt konkrete ideer. Den første er særligt vigtig, så begynd med den:

Bogstavmåleren

Det er vigtigt at give dit barn (og dig selv) et overblik over, hvordan det går med at få lært alle bogstaverne.

Derfor skal I lave en stor plakat med alle bogstaverne på, som I sætter op et sted derhjemme.

Både store og små bogstaver på samme plakat:

En hjemmegjort bogstavmåler, med æseløre og det hele – klar til at få farver

Alle de bogstaver, dit barn kan, skal være røde (vokalerne) eller blå (konsonanterne). De bogstaver, hun er usikker på, skal være uden farve. Det giver jer et visuelt overblik over, hvad det er hun kan, og hvad det er hun endnu ikke kan. Efterhånden som dit barn får lært de sidste bogstaver, skal de have farve, og dit barn kan selv få æren af at farve dem røde eller blå.

Evt. kan hun på felterne tegne små billeder af ord, som begynder med det pågældende bogstav. F.eks. en slange ved ’s’. Pas på at I får valgt nogle ord, hvor det første bogstav er lydret. Altså f.eks. ikke ’ost’, hvor o’et lyder som et å.

Denne enkle fremgangsmåde giver et uvurderligt overblik over, hvad dit barn kan på dette område, og hvad hun mangler at kunne. Og fremgangen bliver også synliggjort, bogstav for bogstav.

Det er sandsynligt, at dit barn vil blive ansporet af at kunne se fremgangen og kunne sige (f.eks.): ’Nu mangler jeg kun tre bogstaver!’

Bogstavmåleren for et barn, som aktuelt mangler at blive sikker i f, g, j, æ, ø, å – foruden de særligt svære c, q, w, x og z.

Vigtigt at vide inden I går i gang

Lad os sige, at der er otte bogstaver, som dit barn ikke er sikker i endnu. Vælg to af dem ud og koncentrer jer om dem, indtil hun er sikker i dem. Hun skal med andre ord ikke øve alle otte på én gang. Det er en af de ting, som skal sikre, at det kommer til at virke. Så brug to udvalgte usikre bogstaver sammen med de bogstaver, hun har indlært – og det gælder alle øvelserne.

Gem x, z, w og q til sidst. De er svære, både fordi de er sjældne, og fordi de ikke har deres egen lyd, men låner fra andre bogstaver.

Lav en eller to typer øvelse pr. gang. 5-15 minutter, alt efter hvad dit barn kan klare og stadig være i ok humør bagefter.

Bogstavgenkendelse med følesansen

Første ide: Dit barn lukker øjnene, og du fører hendes pegefinger, så hun ’skriver’ et bogstav med den f.eks. på bordet eller på sofapuden. Nu skal dit barn sige, hvilket bogstav det er. Brug som beskrevet både bogstaver, som er indlært, og så de to, som er i gang med at blive indlært.

Efter et stykke tid skifter I, så hun fører din finger, hvor det er dig der skal sige, hvilket bogstav det bliver.

Anden ide: En god variation: Skriv med en finger bogstaver på ryggen af hinanden, hvor først dit barn og siden du selv skal mærke og genkende bogstaverne.

Dit barn kan i begge øvelser også undervejs sige, hvilken lyd det bogstav har, der lige er blevet genkendt.

Tredje ide: Køb bogstaver i skumgummi eller som magneter. Vær opmærksom på, at æ, ø og å selvfølgelig også skal være der. De kan f.eks. fås her: https://ranplay.dk/produkt/magnetbogstaver-smaa/?_gl=1*rss56q*_up*MQ..*_ga*NTQ5NzE2ODMxLjE3MjUzNzEzNTY.*_ga_L15CL1QFE7*MTcyNTM3MTM1NS4xLjAuMTcyNTM3MTM1NS4wLjAuMA

Det er bedst, at der kun er to farver – en for vokaler og en for konsonanter.

Put nogle af bogstaverne ind i en lille pose – f.eks. en pæn stofpose. Lad dit barn stikke hånden ind og føle sig frem til et bogstav ad gangen, som hun skal forsøge at genkende. Når hun har sagt, hvad hun tænker det er, trækker hun det ud, så I kan se, om det var det.

Du kan også bede hende finde bestemte bogstaver.

Enkle spil

Nummer 1: Spil memory-spil med store og små bogstaver, sådan at man skal matche stort T og lille t for at få et stik. For at få stikket skal man også sige, hvilket bogstav det er, evt. med hjælp til at begynde med, selvfølgelig.

Kan fås her: https://butik.legoglektie.dk/vare/vendespil-med-bogstaver/

Nummer 2: Billedlotteri kan meget fint bruges til at øve bogstaverne. I kan lave den regel, at den der modtager en brik skal sige, hvilket bogstav ordet begynder med, hvilken lyd det har – og tegne bogstavet i luften.

I kan også gøre det på en anden måde, hvor du f.eks. råber op ved at sige: ’Det er noget, der begynder med v!’ (uden at vise billedet) Så skal dit barn forsøge at regne ud, hvilket billede det kan være. Også her skal dit barn tegne bogstavet i luften og sige lyden.

Når det går godt på denne måde, kan dit barn måske også prøve at være opråber. Prøv ad, og se om det kan lade sig gøre.

Nogle bogstaver kræver måske ekstra træning

Hvis nogle af bogstaverne er særligt svære at få lært, kan I prøve at bage småkager. Småkagerne formes som et eller to problembogstaver.

Tal om dem mens I laver dem; find ord, der begynder med bogstaverne. Lav både bogstaverne som stort og lille, altså f.eks. T og t.

b og d udgør ofte et problem, fordi de er spejlvendinger af hinanden. Derfor har mange svært ved at få lært b og d helt sikkert. Lav både b og d som småkager, mens I taler om, hvad der er hvad. Her vil det være godt, at både du og dit barn siger højt: ”Jeg laver et b” eller ’”jeg laver et d” mens I former bogstaverne og ikke lige præcis der småsnakker om andre ting.

Når kagerne er færdige, skal man selvfølgelig lige fortælle, hver gang man spiser en, om det er et b eller et d.

Endnu en ide til særlig hårdnakkede problembogstaver: Udnævn en uge til f.eks. ’f-uge’, hvis ’f’ bliver ved med at volde problemer. Gør det til en sport at nævne og vise ’f’ i alle mulige sammenhænge. F.eks. kan du gemme 10 ting i stuen, som alle begynder med f, som dit barn så skal finde. Bagefter kan I tage et billede af de 10 ting, som I kan printe ud og sætte op på køleskabet og på den måde få lejlighed til at kigge på dem igen og sige alle ordene med tydelig udtale af problembogstavet.

Måske får du efter disse lege/øvelser blod på tanden og finder selv på ideer til at øve bogstaverne. Prøv det endelig af!

Det er nemlig godt med mange forskellige lege, hvor bogstaverne bliver meget konkrete, gerne noget, man kan røre ved, og hvor du på 117 måder får dit barn til at sige, hvad det nu er, det bogstav hedder og hvilken lyd det har. Og dit barn viser også med fingeren i luften, hvordan det ser ud.

Du har nu fået nogle ideer til, hvordan du kan øve de bogstaver med dit barn, som hun endnu ikke er sikker i. Husk at lade hende farve bogstaverne på bogstavmåleren, efterhånden som de bliver indlært!